Af admin.leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
I går åbnede Folketinget en ny sæson, og vanen tro startede det med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Kirkeminister Mette Bock (LA) havde inviteret den grundtvigske valgmenighedspræst, Morten Kvist, til at holde prædikenen. Kvist er kendt som en dygtig samfundsdebattør, der har siddet i Etisk råd i en årrække, og som desuden er kendt for krads kritik af islam.
Men det faldt visse dele af venstrefløjen for brystet, at Kvist i 2008 kritiserede dansk “rettigshedsfundamentalisme”, hvor vi i stigende grad kræver og kræver. Det dengang aktuelle eksempel var homoseksuelles ønske om at adoptere børn. Kvist sagde, at det var udtryk for en mentalitet, hvor der for enden af den linje var et krav om, at også pædofile skal kunne adoptere.
Ligesom det ofte er uklogt at sammenligne ting med nazisme, er det oftest klogt at udelade pædofili fra sammenligninger. Det er trods alt en af de groveste former for kriminalitet, vi har. Men der er dog en del nuanceringer her, som hverken Mogens Jensen (S), Pelle Dragsted (E) eller Pia Olsen Dyhr (SF) har haft lyst til at forholde sig til:
- Morten Kvist har flere gange fortalt, at hans citater blev skævvredet af Politiken, og at han ikke har formuleret sig på den måde, som han er blevet gengivet. Den slags sker, og så må man lade folk udrede, hvad deres synspunkt faktisk er.
- Kvists pointe var ikke en sammenligning af homoseksuelle med pædofile. Pointen var, at rettighedshysteriet er en skrue uden ende, og der venter uhyrligheder for enden. Det er en klassisk borgerlig pointe, så essensen er slet ikke kontroversiel. Sammenligningen er uheldig, måske overgjort, men den er ikke kontroversiel.
- Kvist går rent faktisk ind for homoseksuelles rettigheder. Bl.a. vier han selv homoseksuelle, hvorfor udskamningen af ham virker helt fejlplaceret.
Hvad venter nu?
Men det mest bizarre ved venstrefløjens boykot er, at Kvist flere dage forinden havde garanteret, at hans prædiken ville være renset for politisk indhold. Nu ved vi, at han prædikede stærkt om Guds nåde ud fra “lignelsen om den fortabte søn” i Luk 15. Men venstrefløjen ville ikke være med alligevel. Det er ildevarslende, synes jeg. Hvorfor? Fordi deres begrundelse for et boykot var, at de ikke ville lytte til en person med så usmagelige holdninger – uagtet at han slet ikke ville tale om det emne!
Nogle husker måske, at Esben Lunde Larsen blev udskammet som ny forskningsminister, fordi han i et interview sagde, at han troede på en skabende Gud. Det var for meget for de kristendomskritiske lærde. Men igen var det overilet, for de havde endnu intet indtryk af, om Larsens synspunkter fik politiske konsekvenser. Og det er jo dét, det handler om. Folk må have de skøreste, mærkeligste, frastødende synspunkter, og de må gerne lade dem komme til orde. Får det konsekvenser for den måde, de udfører deres job på, så må det naturligvis diskuteres. Ligesom deres synspunkter må tåle at blive udsat for hån, spot og persiflage.
Og hvorfor var dét ikke venstrefløjens strategi? I stedet for at udskamme og boykotte burde de have givet en sønderlemmende, argumentationstung kritik af Kvist i stedet for at kræve forbud. Deres boykot er udtryk for, hvad én har kaldt “konsensussøgende argumentationsløs dansk debatkultur”. Vores lille land har en smal offentlighed, hvor der er visse synspunkter, der tilsyneladende ikke må luftes. Trist.
Hele smøren her er en frygt for, at vi nærmer os sindelagskontrol. Hvor man for at varetage offentlige opgaver skal have en renset holdningsprofil, så ingen krænkes af ens synspunkter. Uagtet om synspunkterne har relevans for den givne opgave! Ensretningen presses ned over hovedet på os og åndsfrihedens trues. Ellers tak!
