Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

8 argumenter mod aktiv dødshjælp

Igen og igen bliver det diskuteret, om man bør legalisere aktiv dødshjælp. Det bør man ikke. Her er otte grunde til hvorfor.

8 argumenter mod aktiv dødshjælp

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Aktiv dødshjælp (ofte kaldet eutanasi) er et vanskeligt emne for mange. Lidelse og smerte bliver forbundet med uværdighed, og af og til kan det virke mest humant bare at få et liv afsluttet.

Aktiv dødshjælp er defineret ved, at man “behandler” med døden som følge. Passiv dødshjælp er derimod, at man behandler med lindring som mål, hvor døden så er en uundgåelig bieffekt ved den palliative behandling.

Aktiv dødshjælp er forbudt i Danmark, og det bør det blive ved med at være. Man kan give mange gode grunde til det, men her følger otte, som jeg tidl. har fremlagt i et foredrag på Bornholm. Argumenterne er kraftigt inspireret af en folder, Etisk Råd har udgivet om emnet.

  1. Aktiv dødshjælp strider imod menneskets ukrænkelighed. Det er et ufravigeligt princip, at ethvert menneske er ukrænkeligt. I kristen etik kan vi begrunde det med menneskets gudbilledlighed. I sekulær etik er det mere en intuitiv fornemmelse, som dog er alment accepteret.
  2. Aktiv dødshjælp bryder med et tabu: man må ikke slå ihjel. Et tabu betyder her, at det er noget, man er enig om, men ikke kan sætte ord på og begrunde. Det hviler på pkt. 1 og er en almen lov, vi bærer i hjertet. I kristen etik er det begrundet i det 5. bud.
  3. Aktiv dødshjælp er et forkert svar på lidelsen som menneskeligt grundvilkår. Ethvert menneske lider. At tage et menneskes liv som følge af lidelsen er en forkert respons. Der er ikke nogen objektiv måde at måle lidelse på, så det er umuligt at argumentere for, hvor meget lidelse, man skal have, for at kunne modtage aktiv dødshjælp. I kristen etik må vi sige, at Jesus aldrig bidrager til afslutningen på et liv, men tværtimod helbreder, lindrer, trøster osv.
  4. Udøvelse af autonomi er ikke mulig i forbindelse med aktiv dødshjælp. Hovedargumentet for aktiv dødshjælp er, at mennesket bør have egenbestemmelse over sit liv. Det må kunne træffe autonome valg for egen krop. Argumentet er isoleret set godt, men det kan ikke anvendes konsistent her, for det er ikke muligt at have absolut autonomi i denne forbindelse. Et patientforløb er langstrakt, og alle patienter vil ikke vide på forhånd, om de er helbredelige eller ej. Først efter mange informationer, behandlinger og samtaler vil man kunne træffe en afgørelse, og i den proces er autonomien forsvundet.
  5. Aktiv dødshjælp er uforeneligt med et etisk forsvarligt forhold mellem læge og patient. I forlængelse af pkt. 4 gælder desuden, at hvis lægen sættes i en situation, hvor hans informationer i sidste ende kan føre til et valg om aktiv dødshjælp, så tvinges lægen til at overveje, hvad han vil fortælle. Læger, der af samvittighedsgrunde er imod aktiv dødshjælp, kan tvinges til at lyve for patienten for ikke uintenderet at opmuntre til aktiv dødshjælp.
  6. Lovliggørelse af aktiv dødshjælp pålægger andre en pligt til at slå ihjel. I forlængelse af pkt. 5 vil det også kunne medføre, at lægen – eller andre for den sags skyld – sættes i en situaton, hvor de pålægges at udføre et drab, fordi patienten ønsker det.
  7. Aktiv dødshjælp er starten på en glidebane. Hvis aktiv dødshjælp indføres, måske blot for at være en hjælp til de allermest plagede mennesker, så vil det uundgåeligt skabe en etisk glidebane. For: Hvor syg skal man egentlig være? Hvad er fx ”ubærlig lidelse”? Hvad hvis ønsket kommer fra en psykisk ustabil patient? Hvad hvis man ikke kan få samtykke? Disse spørgsmål viser, at det hurtigt vil skride fra at være en tilladt overvejelse til at være en forventet overvejelse. Hvis man er svag og plaget af lidelse, så vil det blive forventet, at man i det mindste overvejer, om man overhovedet finder livet værd at leve.
  8. Det er umuligt at gardere sig imod reelle drab. Aktiv dødshjælp forsøges underbygget af hensyn til patienten, men slagsiden er, at man ikke kan gardere sig imod, at en legalisering misbruges til drab. Hvem skal bagefter kunne kontrollere, om man reelt blot skaffede sig af med folk?

Det turde være tydeligt, at selvom aktiv dødshjælp umiddelbart kan virke sympatisk, så har det så mange slagsider og bivirkninger, at det ikke vil være etisk forsvarligt at give tilladelse til den praksis.