Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
I foråret havde jeg over fire formiddage besøg af et par evangeliserende mormoner. Begge var amerikanere, der havde lært dansk på et seksugers intensivt kursus, og nu forsøgte de så at overbevise mig om, at Mormons bog var den endegyldige åbenbaring fra Gud. Mormonerne har den lære, at hvis man blot beder om Guds vejledning i sandheden, så vil han også åbenbare den for én, og derfor lød den gentagne opfordring til mig: bed over det.
Jeg fik også et eksemplar af Mormons bog, som jeg læste lidt i, og jeg læste også lidt i nogle andre værker, der forholdt sig kritisk til mormonismen. Indrømmet, jeg overvejede ikke et øjeblik at konvertere. Men jeg ku’ alligevel ikke lade være med at tænke over det hele tiden. For hvorfor egentlig ikke? Hvorfor overvejede jeg ikke, om de faktisk havde fat i sandhedens lange ende?
Omvendelsens mulige konsekvenser
Det skyldes minimum to ting: (1) når jeg læste Mormons bog og andre af mormonismens skrifter, så var det bare ikke overbevisende. I mine øjne er det en ad hoc-tro, dvs. at de usammenhængende dele af den åbenbarede lære hele tiden bliver reddet på målstregen af en ny åbenbaring. Først går man ind for polygami. Så bliver det forbudt i USA, og der kommer en ny åbenbaring fra Gud om, at polygami er en paradisisk idealtilstand, som alligevel ikke gælder på jorden.
(2) jeg kunne ikke overskue de sociale konsekvenser. Dette andet punkt bekymrede mig væsentligt mere, for hvor tungtvejende er det lige? Men det er alligevel sådan, det er. Mit arbejdsliv på DBI, mit engagement i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia og i Kolding LM, mit engagement i forskellige frivillige sammenhænge, store dele af mit netværk og ikke mindst min familie er tæt forbundet til min tro på Gud. Hvis jeg blev mormon, ville jeg miste mit arbejde og min uddannelse som teolog ville være mindre relevant. Jeg ville stoppe i kirke, missionshus og formentlig hovedparten af det frivillige arbejde. Mit netværk vil uundgåeligt blive ændret markant, og det ville formentlig blive akavet at være med i familien.
Det bekymrer mig helt reelt, om min tro primært er en social sikkerhedsbillet.
Kirkens rolle
For mig var det tilmed en vigtig lektie. Jeg er selv optaget af, at flere må tro på Jesus som verdens frelser. Men jeg har sjældent erkendt så klart, hvilke mulige konsekvenser det ville have for mine medmennesker, hvis de tager imod evangeliet. Det er blevet klart for mig, at kirken som et stærkt fællesskab – med stærke lighedstræk med en familie – ikke kun er afgørende for den erfarne kristne, men måske primært er til for den nye i troen. Simpelthen fordi de sociale mønstre vil ændre sig så markant, at der er brug for et stærkt fællesskab til at støtte op om den nye i troen.
Vi skal missionere med fuld frimodighed, fordi vi går med sandhedens evangelium. Men vi må som fællesskab være klar til at påtage os den arbejdsopgave, der følger med, når mennesker kommer til tro.
