af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
I lørdags var jeg til globryllup. En helt igennem god begivenhed, som den slags så ofte er det. Søndag morgen var jeg i samme kirke, nu til almindelig højmesse. Hverken brudeparret eller deres familier var at se på kirkebænkene. Det var ikke overraskende. Formentlig havde de festet til langt ud på natten og fejret et nystartet livsprojekt, og den slags kræver en god formiddagslur dagen derpå.
Bør eller kan
Men under salmesangen (ja, sorry!) kom jeg til at reflektere over, hvad jeg mon ville have tænkt, hvis brudeparret og deres familier rent faktisk var kommet i kirke. Ville jeg ikke have oplevet det lidt ekstremt? Jeg mener, det er naturligvis let at besvare overskriftens “bør” med et nej, for kristne går ikke i kirke på lovens præmisser, og derfor bør kristne ikke gå i kirke for at få deres kryds – slet heller ikke efter en af livets vigtigste begivenheder. Men hvad nu, hvis spørgsmålet ændres til et “kan”? Kan man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup? Ville det overhovedet være gangbart i vores danske kristendom, eller ville det blive opfattet som radikalt? Som i “slap nu lige af med den der pligtskyldige seriøsitet. Hvorfor skal du være så ekstrem, at du ikke bare kan nyde formiddagen efter dit eget bryllup?”.
Nu er brylluppet kun en case. Hvad vigtigere er: hvad siger min refleksion egentlig om mit eget syn på kirke, prioriteringer o.l.?
Hvornår kirke?
For min refleksion førte mig lidt videre. For hvis jeg virkelig ikke mener, at man kan gå i kirke dagen efter sit eget bryllup, hvad er så egentlig kriterierne for, hvornår man kan? Hvor vigtig skal en begivenhed eller en omstændighed være, før man tager fri? Når man først har besluttet, at man uden problemer kan holde fri, fordi ens eget bryllup har forkørselsret, så har man relativeret søndagens førsteprioritet, og det er nu til fri forhandling, hvad der gælder som vigtigst.
Hvad med et dødsfald i familien? Hvad med min egen runde fødselsdag? Champions League-finale? Klargøring til ferie? Træthed efter en hård uge? Hygge?
Selv synes jeg, jeg kan finde mange eksempler, som klart kan tilsidesætte kirkegang, netop fordi kirkegang ikke er et krav, men en nådig invitation. Men alligevel; kirke er jo også forpligtelse på hinanden, en higen efter Guds nærvær, et ønske om at modtage velsignelsen og tilgivelsen i nadveren og meget andet. Hvorfor skulle man ønske at lade alt det gå forbi én?
Kirkefri juli?
Vi har nu taget hul på juli, hvilket for mange betyder en hel måned uden kirkegang. Fx pga. ferie, bibelcamping, dovenskab eller noget fjerde. Jeg kunne håbe, at vi, når vi mødes rundt omkring, får en god snak om, hvad kirkegang egentlig er, hvor vigtigt det er, og hvor højt det skal prioriteres. Uden at give hinanden unødvendig dårlig samvittighed, men med ønsket om at finde gode rammer for vores kirkegang.
