Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
Lige inden disse linjer nedfældes har jeg siddet og betragtet mit arbejdsværelse, vores have og den sortgrå himmel.
Jeg ved ikke hvorfor …
Jeg ved ikke, hvorfor træer kun kan bære frugt, når det er varmt. Jeg ved ikke, hvordan man laver blæk til en kuglepen. Jeg ved ikke, hvordan man fremstiller et gulvtæppe eller indbinder en bog. Jeg ved ikke, hvordan et termostat fungerer. Jeg ved ikke, hvordan min hjerne styrer mine fingre, når jeg skriver denne text. Jeg ved ikke, hvorfor mine tæer lige nu er kolde, når jeg ellers har det for varmt i resten af kroppen. Jeg ved ikke, hvordan internettet fungerer, eller hvordan man reparerer en computer. Jeg kan ikke kode en hjemmeside, og jeg forstår ikke, hvordan mit batteri virker.
Der er ubegribeligt meget, jeg ikke forstår. Sikkert også for meget, mit uddannelsesniveau taget i betragtning. Måske er mine øjne sorte huller, der dræner verden for information og suger det ned i et ubevidst lag, hvorefter det forsvinder som dug for solen?
Jeg ved nu én ting
Men én ting ved jeg nu: at min løser lever. Det er i mine tanker, det er i mit hjerte, det er i mine handlinger. Jesus er en transformativ kraft i mit liv, som tager mine tanker, længsler, drømme, evner og håb til fange og former dem i Hans billede.
Engang drømte jeg om at blive alvidende, det gør jeg måske stadigvæk på skøre dage, men jeg har også fået en ny vision: ikke at slippe det ene jeg ved. For hvad hjælper det et menneske at kende alle hemmeligheder, hvis det må bøde med sit liv?
2019 bumler sløvt derudaf. VM-håndbold er en dominerende kraft i manges liv pt., og vi har håb om bedre tider, der ikke er præget af Trump og brexit. Midt i alt dette står en stenstøtte, der ikke kan vakle eller briste: Jesus elsker os!
