Af admin. leder i CTIP, Michael Agerbo Mørch
Kirketugt. Sikken et øv-ord. Hvorfor har vi overhovedet et sammensat navneord, der består af “kirke” og “tugt”. Burde de ikke være adskilt som øst fra vest? Jeg mener, Jesus var jo en magnet for folk, der var udstødte af det etablerede samfund, så hvorfor er kirkens porte ikke åbne på vid gab?
Jeg ved godt, Bibelen siger, at Gud tugter den, han elsker, så kirkens praksis på den måde spejler Guds væsen, men det føles bare så forkert, svært og bøvlet.
Flere steder i Bibelen er kirketugt omtalt – dog er ordet selv ikke nævnt. Matt 18 og 1 Kor 5 er nok de steder, flest tænker på. Så det er altså ikke til at komme udenom, uanset om det føles træls eller ubehageligt. Men, når det nu er uundgåeligt, hvordan får vi så en god praksis omkring kirketugt?
Tal om det før branden
Jeg har mange gange undervist om kirketugt for menigheder. Stort set hver gang er et centralt modargument, at vi bør undgå at drive kirketugt, fordi vi risikerer, at mennesker vender ryggen til Gud pga. vores hårdhjertethed. Til det er der flere ting at sige:
- I udgangspunktet er det ikke vores hårdhjertethed, for kirketugt er ikke vores idé, men Guds forordning. Den kan forvaltes hårdhjertet, men i sin essens er den ikke hårdhjertet, når det kommer fra vores kærlige og nådige Gud.
- Synspunktet indebærer implicit den påstand, at vi ved bedre end Gud, hvad der holder mennesker i Guds rige. Gud mener, der er en bestemt praksis, som skal anvendes i kirken, men vi mener nu, at der er en anden vej, der bringer mere velsignelse. Når man sådan skriver det ud, virker det overmodigt, synes jeg.
Men jeg tror, der er et problem ved vores generelle måde at tale om kirketugt på, som bærer en stor del af skylden for rigets tilstand. Alt, alt for ofte så kommer kirketugt på dagsordenen, når der er mennesker, der er kommet så langt ud i bevidst, åbenlys synd, at menigheden ikke kan sidde det overhørigt længere. Men hvis vi først begynder at tale om, hvad kirketugt er, og – ikke mindst – hvordan det skal praktiseres, når skaden er sket, så er det ikke kun langt sværere at finde en god fremgangsmåde; risikoen for hårdhjertethed er overhængende.
Min klare anbefaling er derfor, at vi skal tale om kirketugt i fredstid. Hvis vi løbende får undervisning i, hvad Bibelen lærer om kirketugt, og vi sikrer os, at alle i menigheden kender til vores syn og praksis, så er det langt lettere at applicere, når der opstår ubehagelige situationer. Så kan man langt enklere henvise til det, som alle parter ved i forvejen, og det er nemmere at klargøre, hvorfor kirken gør, som den gør.
Derfor: sæt kirketugt på programmet og gør det løbende. Tal med hinanden i menigheden, i smågrupper, over kaffen, på løbeturen osv. På den måde er vi med til at fremme en sundere og mere bibelsk menighedskultur, og vi garderer os imod at skulle træffe meget svære og ubehagelige beslutninger på et uafstemt grundlag.
