Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch
Pinsedag var jeg til familiefødselsdag i en københavnsk kolonihave. Det gik næppe manges solcremesindsmurte næser forbi, at vejret var sommerligt. Solen bragede ned, og luften var tyk af afslapning og velvære. Men mens jeg slentrede hen ad den smalle grussti, slog det mig: det er kolonihaven, der er kirkens største udfordring i dag!
Kirke er krævende
Uagtet alle mulige mellemregninger så repræsenterede kolonihaven denne dag hygge i højeste potens, og netop hyggen har en magnetisk effekt på os. “Hygge is a feeling you can’t translate”, har jeg engang set på en stofpose, ja, der er noget særligt dansk over hygge, og hvis det er rigtigt, så er det måske den væsentligste, kulturelle udfordring, vi har som kirke. Vi møder store udfordringer fra intelligensiaen, der kalder på gennemtænkt apologetik. Vi møder store udfordringer fra karriereræset, der lover “money and fame”. Men mest af alt møder vi en udfordring fra hyggen, som ikke synes, det er besværet værd at gå i kirke. Kirke er nemlig krævende og udfordrende, for der er mennesker, som er krævende og udfordrende.
Kolonihaven er det sted, hvor man kan isolere sig med sin egen klan og henslænge en eftermiddag fri fra verdens traurighed. Den fremtræder som en boble, der er symbol på det ideelle, bekymringsfrie liv. Kirken er en kontrast hertil, hvor man må investere noget af sig selv for at få udbytte – og hvor ens eget udbytte ikke er i førersædet, for man er i kirke for at tilbede Gud og tjene sin næste.
Den amerikanske forfatter, Brett McCracken, udgav sidste år bogen Uncomfortable, hvor han begrunder, hvorfor kirken er og bør være en besværlig udfordring. For her er alle mennesker inviteret indenfor til meningsfuldt (men ikke problemfrit!) fællesskab – stik modsat kolonihaven.
Danskerne forstår sig ikke på fællesskab
I mange år har lektor i praktisk teologi ved KU, Hans Raun Iversen, påstået, at danskerne ikke forstår sig på ekklesia, dvs. på fællesskab. Det er hovedgrunden til, at folk ikke bakker kontinuerligt op om kirken. Derfor må kirken slippe sine forventninger til regelmæssig deltagelse og i stedet glæde sig over den hyppige brug af kirkens tilbud ved livets overgange.
Danskerne forstår sig ikke på ekklesia, men de forstår sig på kolonihaven. Det var helt tydeligt søndag eftermiddag, hvor næsten alle kolonihaver havde deres ejere gæstende. Hvad kirke ikke formår at lokke med, leverer kolonihaven i overvældende grad. Det blivende spørgsmål er så, hvordan kirken formår at vække folk af denne slummer, så de på trods af magelighed vælger at engagere sig i kirkens fællesskab …
Spild ikke livet
Den amerikanske teolog, John Piper, skrev for mange år siden en bog, der er oversat til dansk med titlen Spild ikke livet. Bogen er et opråb til de mange kristne, som drømmer om kolonihaven og ikke indser, at livet her på jorden er givet til den største tjeneste af alle: at vidne om frelsen i Jesu navn. Bogen er fyldt af Ånd og enormt berigende trods sine ligefremme udfordringer (så læs den i hængekøjen i kolonihaven eller hvor du ellers slapper af med en god bog).
Pointen er, at selvom hygge og afslapning er godt og sabbat-stuff, så er det netop hviledagsaktivitet og ikke en livsform, vi skal stræbe efter. På samme måde må vi engagere os i menneskers liv, så vi kan kalde dem ud af “pensionslivets døs” og ind i det kærlighedsfællesskab, som kirken i sin essens er.
