Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch
De fleste er enige om, at danskere ved mindre og mindre om kristendommen. Religionsundervisningen i folkeskolen er begrænset, og de færreste går ud af skolen med en grundig viden om kristendommens tro, liv og historie. Endnu færre bliver oplært i den kristne tro hjemme, og desværre møder forsvindende få mennesker med en autentisk, klassisk kristendomstro. Hvilke konsekvenser har det?
Hvem ser spøgelser?
Sidste tirsdag var jeg til en konference: Kirkeligt samråd for åndsfrihed hed det. Det var CTIP’s gode venner i Kristent Pædagogisk Institut, der stod som tovholder. Dagen samlede 42 deltagere fra et meget bredt kirkeligt netværk, som alle havde det til fælles at kæmpe for den klassiske åndsfrihed ud fra et kristent ståsted.
Et af oplæggene forsøgte at identificere “åndsfrihedens situation” i dag. Ét af de fremhævede karakteristika er, at åndsfriheden er presset, fordi danskere bredt forstået har for ringe kendskab til religion. De er simpelthen religionsforskrækkede. Derfor ser fx vi en lang række tiltag omkring lovgivning, som mere eller mindre direkte er rettet mod religiøs praksis: maskeringsforbud, ønske om at forbyde omskæring af drengebørn, forbud mod bøn og andagtsliv på studiesteder, indskrænket ytringsfrihed for religiøse forkyndere, særlige kurser i demokrati for religiøse ledere osv.
Den egentlige udfordring er måske slet ikke andres religionsforskrækkelse, men kristnes!
Det var jo til at blive deprimeret af, og det er let at svælge i tidens dårligdom. Men den egentlige udfordring er måske slet ikke andres religionsforskrækkelse, men kristnes! Det blev i hvert fald anført af Mikael Wandt Laursen, der er generalsekretær i FrikirkeNet. Han påpegede i den efterfølgende drøftelse på, at religionsforskrækkelse faktisk ofte kun er inde i kristnes hoveder. Hans påstand var, at de fleste danskere ved så lidt om tro, at de faktisk har et fundamentalt nysgerrigt forhold til mennesker, der er dybt troende. Det er altså ikke så meget ikke-troende, der ser en fundamentalist på hvert gadehjørne, som det er kristne, der ser en forfølger i hver en skygge.
En mulighed for mission
Selvom man kan begræde, at mange mennesker i dag ikke ved noget om kristendommen – på trods af, at vi hævdes at være et kristent land – så var Laursens opfordring, at vi i stedet ser det som en mulighed for at fortælle mennesker om vores tro. Og altså ikke lade os begrænse af, at vi tror, at folk er arrige modstandere af kirken.
Tonny Jacobsen, der er pinsepræst i Vejle, bakkede helt op og fortalte anekdotisk, at hvis han i 1980’erne fortalte tilfældige, at han var præst, så døde samtalen dér, men hvis han gør det samme i dag, så bliver det ofte til meget interessante og dybe samtaler. Tidens strømning går faktisk imod større åbenhed overfor evangeliet!
Selvfølgelig er der genuin modstand mod kristendommen i dagens Danmark, som der er til alle tider og alle steder, men vi skal ransage os selv, så det ikke er spøgelser, vi bekæmper. Vi skal droppe antagelsen, at mennesker er religionsforskrækkede, og i stedet frimodigt gå på Jesu ord: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.”