Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
En af de mest berømte europæiske forfattere netop nu er franske Michel Houellebecq. Det ulæselige efternavn udtales “u-el-bæk” med tryk på “-bæk”. Når man siger det hurtigt, lyder det som “well-beck”.
I sommers var han hovednavn ved Louisiana Literature, en årlig begivenhed afholdt af museet i Humlebæk. Her interviewede chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, den franske forfatter, og de talte om mange interessante ting. Interviewet kan både findes på Louisiana Channel og i Louisiana Magasin nr. 51/2019 (s. 64-72).
En god del af samtalen handlede om religion, fordi religion spiller en central rolle i flere af Houellebecqs bøger. I bogen Underkastelse bliver en muslim fx præsident i Frankrig, mens afkristningen er baggrundstæppe for megen dårligdom i andre bøger. Houllebecq er ikke selv troende, men går i kirke hver søndag og har blik for kristendommens værdier.
Her er en bunke kommenterede citater fra interviewet:
Når jeg læser Paulus, har jeg en fornemmelse af, at han befinder sig lige dér ved siden af mig, som om jeg næsten kan høre ham trække vejret.
Houellebecq deler erfaringen af, at de bedste forfattere kan skabe nærvær – selv over tid. Paulus står for ham som en af de mest intense forfattere, fordi han sætter sit eget liv og tro på spil i teksten.
… det er et faktum, at religion er det eneste, der kan skabe en fortælling, der giver mening og gør en forskel under omstændighederne ved et andet menneskes død.
Døden er livets triste endestation, den skarpe kant i verdens geografi. Det er ubærligt, og uden Gud har man intet håb ved gravens rand. Citatet fortæller stærkt om betydningen af håb ved dødsfald.
At møde Gud uden for hjernen
De næste tre citater hænger sammen, for der sætter Houellebecq ord på sin personlige tro eller mangel på samme. For mig er det en stærk påmindelse om, at hjernen ikke er det eneste sted, jeg kan møde Gud. Nogle mennesker sanser meget mere end jeg, og de gør sig andre erfaringer af Guds nærvær end mig. Thomas Frovin fra I Mesterens Lys skrev for nyligt (03.01) en kronik i Kristeligt Dagblad om netop det.
Jeg er meget modtagelig for kollektive følelser, men så snart jeg kommer ud af kirken, er troen forsvundet, og jeg får en nedtur, faktisk lidt ligesom efter man har taget stoffer.
Det er et ubestrideligt faktum, at byen skaber afstand til Gud, mens naturen bringer én tættere på Ham.
I modsætning til den glimrende Bernard-Henri Lévy (berømt fransk filosof, som Houellebecq har udgivet en brevveksling med, MAM) er jeg faktisk ikke intellektuel inderst inde. Det vil sige, at en teologisk argumentation er spildt på mig – jeg hører den simpelthen ikke til ende. Jeg har derimod brug for smukke ceremonier, smuk musik, smukke malerier på væggene, røgelse og kollektiv entusiasme, for at det virker på mig.
Det første citat er muligvis lidt mærkeligt, men det minder os om, at kirkens rum og det menneskelige fællesskab er reelle faktorer, der påvirker vores oplevelse af prædiken, nadver, lovsang og bøn. Det næste citat lyder næsten som et ekko af Magnus Malm, og det er meget tankevækkende. Det sidste citat slår netop på den streng, at intellektuel gymnastik ikke er den eneste kristne aktivitet, som vi kan bruge tid på.
Det er en lidt fortættet mosaik af overvejelser, men jeg synes de alle sammen sætter nogle refleksioner i gang, som for mig er interessante, da de kommer fra en person uden for det kristne fællesskab, men samtidig er let genkendelige og udfordrende for os kristne.
Bonus-citat
Er du nået til denne bitre ende, så får du et bonus-citat, som handler om noget helt andet; nemlig hvorfor vi læser bøger. Hvorfor bruger mange af os så megen tid på denne underlige aktivitet? Houellebecq svarer:
Mennesker har for det meste en hjerne, der er for kompliceret til det liv, de lever, hvilket gør, at en stor del af hjernekapaciteten er uuudnyttet. Her er ét liv ikke nok. Man er nødt til at leve parallelle liv for at kunne holde det ud, og derfor er læsning en livsnødvendighed.
