Af Kristian Mogensen, høgskolelektor i missiologi
Joh. 14,1-14 – Tredje søndag efter påske, anden tekstrække
Jesu selvpræsentation og troen på ham er centralt for søndagens evangelietekst. GT-teksten i 2 Mos 3:1-7, 10-14 og epistelteksten i ApG 4:7-12 har fokus på den autoritet og den legitimitet det giver at stå under og handle i Guds navn og i Jesu navn.
Temaet ”Jesu navn og legitimitet gælder enhver som tror på ham!” udfolder jeg i tre undertemaer.
Jesus sidestiller troen på Ham med troen på Gud
Når Jesus taler om sig selv, taler han meget om sin Far. Jesus taler flere steder om sig selv som Faderens udsending og tolk, sendt med Faderens autoritet til at gøre sin Faders vilje. (fx 8:13-14)
Forud for evangelieteksten, har Jesus fortalt disciplene, at han skal forrådes og dø. Det er anledning til at Jesus siger: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! Hermed sidestiller Jesus sig selv med Gud og troen på Ham med troen på Gud!
I undersøgelser af danskernes tro, angives tal, om at så og så mange danskere tror på Gud. Om det er Gud den Almægtige, en personlig forestilling om en gud eller en usynlig virkningskraft står hen i det uvisse. Tro på Jesus spørges der sjældent til.
Der er artikler, samtaler og taler, som omtaler Gud og troen på Gud som noget positivt. Men gudsbegreb og tro fortoner sig i abstraktioner og det upersonlige. Det kan være udtryk for et forsigtighedsprincip ikke at tale om Jesus.
Jesus efterlader ikke gudsbegrebet som en abstraktion eller tro på Gud som noget upersonligt. Jesus udfordrer personligt og siger: ”Tro på Gud og tro på mig!” Lidt efter siger Jesus: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (v9)
På tempelpladsen råbte Jesus: ”Den, der tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig. Og den, der ser mig, ser ham, som har sendt mig.” (Joh 12:44-45) ”Den, der tager imod mig, tager imod ham, som har sendt mig.” (Joh 13:20)
Med andre ord: tro på Jesus er tro på Gud! Vores forhold til Gud afhænger af vores forhold til Jesus.
Relation med Gud går gennem relationen med Jesus
Jesus giver to afgørende grunde til at disciplene ikke skal forfærdes, når han dør og går bort fra dem. Han siger: ”når jeg er gået bort og har gjort en plads rede til jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” (v3)
Da Jesus siger, ”jeg går bort”, og tilføjer ”hvor jeg går hen, derhen kender I vejen” (v4), bliver Thomas forvirret og siger: Jesus, ”vi ved ikke hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” (v5)
Thomas følger vores gps-logik. Først skal vi kende destinationsadressen, så taster vi den ind og finder vejen.
Jesus vender logikken om, og siger – først skal du kende vejen, så kommer du derhen, hvor jeg er.
Jesus giver et enkelt – men erkendelsesmæssigt omfattende – svar på, hvor han går hen, og hvordan Thomas – og vi – kan være, hvor han er. Jesus siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet!”
Jesus siger: Det er nok at du kender mig! Kender du mig, så kender du Vejen, Sandheden og Livet! For at understrege at det er tilstrækkeligt og afgørende at have fællesskab med ham, tilføjer Jesus: ”ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (v6)
Det lærer Jesus sine disciple og os gennem sin korsdød og opstandelse – det vejstykke, som kun Jesus kunne gå. Det vejstykke hvor Jesus, den retfærdige, tog uretfærdiges synd, skyld og dødsdom på sig for ved sin død og opstandelse at åbne vejen for os til LIVS-fællesskab med Gud.
Jesus er mere end adgangen til Gud, og siger til Thomas: ”Kender I mig, vil I også kende min Fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.” (v7) Overfor Filip forklarer Jesus sin enhed med Faderen, og gør det klart, at Han er den mest håndgribelige relation vi kan have med Gud. (v10-11)
Enhver, der har fællesskab med Jesus, er hvor Jesus er og er genindsat i Guds familie i Guds hus.
Autoriteten i Jesu navn er eneste fuldgyldige legitimitet hos Gud
Vi forsøger med navnevalg og navneændringer, at tillægge individet en unik og uafhængig status. I jødisk og bibelsk forståelse, er det vigtig for en person at have legitimitet fra én med større autoritet end sig selv.
Det kommer frem i GT-læsningen (2 Mos 3). Guds navn var vigtig for Moses, for han vidste at israelitterne ville spørge: ’hvad er navnet på ham, der sender dig?’ Hvem har givet dig autoriteten til at udføre opgaven?
Da jeg skulle aftale tid til etiopisk køreprøve, fik jeg at vide at der var 2½ måneds ventetid. Men da jeg kørecentrets chef ændredes alt. Køreprøven var gennemført og bestået på to timer.
Jødernes ledere og ældste var overbeviste om, at en højere autoritet var årsag til at en lam mand var blevet helbredt. De spørger: ”Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?” (ApG 4)
Peter og Johannes proklamerer frimodigt, at magten og autoriteten tilhører den, korsfæstede og opstandne Jesus Kristus. Det har skelsættende betydning, at få Jesu navn sat over sit liv og sin fremtid. For Gud har gjort Jesus til sit hus’ hovedhjørnesten! Derfor er ”Der ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”
I dåben og i troen på Jesus sætter Gud os under Jesu navns autoritet og legitimitet. Her kommer Jesus til os, for at vi skal være, hvor han er. Det er ved Jesu navn vi får retten til at blive Guds børn. (Joh 1:12) Og vi får plads med Jesus i det himmelske (Ef 2:6).
Lad os se op til den ophøjede Jesus, med hvem vi har bolig og adresse som Guds frie børn.
Den adresseret har vi ved frelsen, Jesus ved sin død og opstandelse gik bort for at gøre rede til os. Så kan vi altid være hos ham. For Jesu skyld er Gud vores hjemadresse midt i livets omstændigheder og vilkår – med Corona, sygdom, arbejdsløshed, rod i relationer og økonomi osv. Ved Jesus og hans navn er Gud vores bolig, også når vi fristes og falder. Ved Jesus og ved hans navn er oprejsning, håb og vej ud af synd og død.
NB: Grundtvigs salme, Jesus er navnet mageløst (nr. 56 i DDS) passer godt i sammenhængen.
