Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
For et par uger siden havde en ung mand et indlæg i Kristeligt Dagblad. Manden er praktiserende homoseksuel og fortalte kort sin historie: efter at være blevet brændt af af en pige, opsøgte han det homoseksuelle miljø, som modsat det kristne miljø tog imod ham med åbne arme. Han sluttede artiklen med en udfordring til kristne sammenhænge ved at skrive: “Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på”.
Jeg ved ikke, om citatet betyder, at kristne fællesskaber ukritisk bør omfavne alle, uanset om de bevidst lever i åbenlys synd. Men jeg vælger at se det som en reel udfordring til faktisk at være Kristi legeme på jord: at leve sådan som Mesteren levede.
Tæt på Jesus
I indledningen til det berømte kapitel 15 i Lukasevangeliet står en ret interessant bemærkning: “Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham”. Vi får ikke meget at vide om denne gruppe. Vi kender ikke deres historie, og vi ved faktisk heller ikke, hvorfor de valgte at holde sig tæt på Jesus. Men jeg tror, det skyldes, at Jesus ikke bare forkyndte om menneskets værdi; han viste den. Han proklamerede ikke bare Guds kærlighed, han inkarnerede det.
Der er himmelvid forskel. Ord kan gøre gavn eller skade, men ofte må der mere end ord til for at læge. Der må konkret fællesskab til. Tolderne og synderne var ildesete, fordi de levede et liv på kant med god moral. Men Jesus skubbede dem ikke væk, men valgte fællesskabet med dem.
Et gribende fællesskab
“Se, hvor de elsker hinanden!” Sådan omtalte man åbenbart de første kristne. Deres indbyrdes kærlighed var et vidnesbyrd for verden. Men ikke nok med, at de internt elskede hinanden, de elskede også dem, de var iblandt. I NT er der talrige tekster, der taler om at elske. Ikke klistret eller kunstigt, men praktisk og reelt. En spændende tekst er Brevet til Filemon, hvor slaveejeren Filemon af Paulus bliver udfordret på at vise sin bortløbne slave, Onesimos, nåde og kærlighed. Hvorfor? Fordi han nu er en kær bror i Kristus! (v.16)
Men ikke bare brødrene skal elskes. Guds kærlighed omfattede hele verden (Joh 3,16), og nu er vi sendt i hans sted med samme opgave (Joh 20,21). Det er en udfordrende tjans, for den har ingen ende. Menneskelivet er nemlig risky business, hvor vi alle sammen plumper i mudderpølen fra tid til anden. Og der har vi brug for et gribende fællesskab, som tør investere i andre menneskers liv, så nød og smerte ikke får de sidste ord. Har du og dit fællesskab nok i jer selv eller tør i række ud, som I har lært det af Mesteren selv?
