Af Finn Aa. Rønne
Søndagens tekst til Mariæ bebudelse er Luk 1,26-38. Det følgende er én pointe, der kan bruges som en forberedelse til gudstjenesten i morgen.
At Gud er blevet menneske giver alle mennesker og alt det menneskelige en uendelig stor værdi. I julesalmen Julebudet til dem, der bygge, bliver betydningen af at Gud blev menneske beskrevet sådan her: Menneskefaldet til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt.
Det at Gud selv kunne blive menneske viser os menneskets adel, menneskets storhed. På alle områder.
Gud har været et foster. Han kom ikke bare til jorden julenat. Han kom 9 måneder tidligere i mor Marias mave. Det får Kingo frem på en fantastisk måde i den salme som digtede til Maria bebudelse, Nu kom der bud fra englekor. I et vers som af en grund, man bare kan spekulere på, ikke kom med i salmebogen.
Det jomfruliv velsignet er
med livsens rene drue
Guds søn hun under hjertet bær,
som hendes bryst skal suge.
Dér ligger Gud, et lidet nor,
og sagte gror.
Det under er at skue!
I ni måneder lå Gud og groede sig stor i mor Marias mave.
Gud har været et foster – derfor er fosteret ikke bare en klump celler. Det er fra undfangelsesøjeblikket et menneske med en uendelig stor værdi. Det kommer så stærkt frem i Lukasevangeliet lige efter vores tekst, hvor hører om, at Maria med det lille bitte Guds foster i maven, som vel ikke er nået at blive mere end nogle få celler besøger sin højgravide slægtning Elisabeth.
Og da Maria går ind ad døren og hilser på Elisabeth springer barnet i Elisabeths mave af fryd over mødet med … Gud som det lille bitte foster i Marias mave!