Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
I mit kirkelige miljø bredt anskuet er der en klar aversion mod at gøre bøn til en remse. Undtaget er selvfølgelig Herrens egen bøn, den såkaldte Fadervor, som jo er remsen par excellence, men ellers ser folk det som et åndeligt svaghedstegn, hvis man forfalder til faste formuleringer. Det er et tegn på manglende indlevelse, på automatkristendom, på en mekanisk pligtrelation til Gud.
Min svigerfar beder vist nok et par gange dagligt. Gerne med en del faste formuleringer som skelet, som der så kan laves minimale variationer over. Grunden er naturligvis, at de ting, der i hans liv er værd at bede for, er værd at bede for dagligt, og så får de ligesom deres rette plads i bønnens rum. Det gør det også lettere at huske.
(Min svigermor afslørede så den sjove detalje, at svigerfar har to bønner – en morgenbøn og en aftenbøn. Selvsagt indeholder morgenbønnen noget om “tak for nattens hvile” og “bøn for en god dag”, mens aftenbønnen er “tak for dagen” og “bøn for natten”. Der kan så opstå lidt komisk forvirring, når svigerfar i træthedens stund får startet forkert på sin faste bøn og beder aftenbønnen kl. 06.00!)
Én fra min cellegruppe (som for den uindviede er en lille gruppe af ofte 6-8 personer, der mødes med en fast frekvens, hvor de læser i Bibelen, beder til Gud og taler om livet og troen) mindede mig for nyligt om en lille ungdomsbog af teologen Mikkel Vigilius. Den hedder Janusfred. I den bog følger vi den unge Janus, der kæmper med at finde en personlig tro efter en opvækst i et kristent hjem. En særlig detalje er, at Janus i begyndelse af bogen er frustreret over sin faders mekaniske og rutineprægede bøn. Han foragter den faktisk. Til sidst i bogen har han opdaget pointen: der er en slidstyrke i de faste bønner. De er hærdet og prøvet gennem et praktisk hverdagsliv, og de betyder faktisk noget. De er en maggieterning af det vigtigste, et menneske har at sige til Gud på daglig basis.
Den fromme modstand mod de faste bønner er ideologisk pjat. Bøn skal naturligvis have et personligt præg, men det er ikke i bønnernes kreativitet og stormomsuste liv, at det nødvendigvis findes. Den nære og varme relation til Gud kan ligeså findes i den bøn, der er bedt på daglig basis igennem meget lang tid.
