Af Peter Olsen
Matt 21,1-9: Jesu to rideture (Palmesøndag)
Jesu indtog i Jerusalem, ridende på et æsel, indleder Hans sidste påskefejring, som jo ender med, at Han dør og opstår. Men i kirkeåret læser vi beretningen både som indledning til påske og som indledning til advent. I påsken ser vi tilbage på Hans første komme. I adventstiden ser vi frem mod Hans genkomst.
Matt 21 minder os om, at da Jesus kom første gang, var det sagtmodig og ridende på et æsel. Ganske vist er det den himmelske konge, der kommer til os. Derfor var det også berettiget, at skarerne hyldede Ham med et ”Hosianna!” Det er hebraisk og betyder ”Frels dog!” Skarerne råbte på Israels konge og bad Ham redde dem ud af deres nød. Men deres konge kom til dem sagtmodig og ridende på et æsel. Det virker ikke særlig kongeligt, og Jesus kom da heller ikke for at oprette et rige med udvortes magt og herlighed. Han kom for at lide og dø!
Normalt vil en konge ride på en høj, hvid hest, og både kongen og hesten vil knejse med nakken. Hér er der ingen sagtmodighed. Anderledes var det, da Israels konge kom første gang. Hans indtog i Jerusalem Palmesøndag og Hans udgang fra Jerusalem Langfredag svarer til hinanden. Begge gange ser vi en svag og ydmyg konge.
Jeg har givet min prædiken overskriften: Jesu to rideture.
Vi har nemlig i NT to beretninger om, at Jesus foretager en ridetur. Den ene er Palmesøndag. Den anden er ikke, som man måske tror, flugten til Egypten, hvor Josef og Maria reddede den nyfødte Jesus fra kong Herodes (Matt 2,13-15). I den beretning hører vi nemlig intet om, at de rider. Der står bare, at de drog til Egypten.
Jesu anden ridetur hører vi om i Åb 19. Johannes beretter, at han så en hvid hest. Rytteren på denne hest red ud til krig. Vers 13 siger: ”Hans navn er Guds ord.”
Den samme Johannes indleder sit evangelium med beskrivelsen af en person, som er Gud, men som også er Guds Ord, og som ”blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,1 og 14). Det er Jesus.
Det er netop Ham, vi møder på en ridetur i Åb 19. Vers 16 kalder Ham for ”Kongernes Konge og Herrernes Herre.” I Åbenbaringsbogen møder vi Jesus som en konge, der rider ud fra sejr til sejr. Hér er der ingen ydmyghed eller sagtmodighed. Derfor ser vi Jesus på en hvid hest, ikke på et æsel.
De to rideture i Matt 21 og i Åb 19 symboliserer Jesu to ankomster: Første gang for 2.000 år siden kom Han sagtmodig og ridende på et æsel som Herrens lidende tjener, der skulle dø for vore synder. Anden gang kommer Jesus i åbenlys herlighed for at lægge alle fjender under sine fødder (1 Kor 15,25). Dette viser NT os billedligt ved at lade Jesus ride på en hvid hest.
Endnu er Jesus her som den sagtmodige, der kalder alle mennesker ind til sig. Han ønsker at redde os fra ”den kommende dom” (ApG 24,25). Han kalder os til sig, før det bliver for sent. Lige nu er det nådetid (Sl 69,14; Hebr 3,13), men denne tid går mod sin afslutning. Når Jesus kommer igen, ridende på en hvid hest, er nådetiden forbi. Da kommer Han for at dømme levende og døde (ApG 10,42). Vi må vende om til Ham inden da!
