Af Børge Haahr Andersen
På det gamle DBI ved Kultorvet sad de hjemmeløse på gaden eller i gården, hvor jeg parkerede min cykel. Nogle gange var det svært at gå forbi dem, fordi Jesu lignelse trak i en anden retning. I dag i vores nye lokaler møder jeg ikke så mange hjemløse på vej på arbejde. De sidder sikkert stadig i den indre by, men jeg møder dem ikke. Men bare jeg går gennem kaffestuen, kan jeg møde et medmenneske, der har brug for et lyttende øre. En studerende kan også falde mellem røvere eller på anden måde have brug for hjælp.
Åbn hjertets øje
Min første pointe handler imidlertid ikke om medmennesket, men om Jesus. “Salige er de øjne, der ser det, I ser”, siger Jesus. Det er det første og vigtigste, at vi ser Jesus. I dag kan vi ikke møde ham fysisk, som da han vandrede på jorden, men vi har det portræt i Bibelen, som apostle og profeter har tegnet. Vi skal ”se” Jesus, ikke blot sådan, at vi intellektuelt forstår Bibelens Jesus. Men sådan, at vi se betydningen af hans komme – hans død åbner himlen, hans opstandelse betyder, at vores grav er en port til legemlig opstandelse og evigt liv. Paulus beder en bøn om, at menigheden må få hjertets øjne åbnet. Det er det første og vigtigste for os, at vi ser Jesus, sådan at vi sætter vores lid til ham for tid og evighed.
At se og at handle på det, vi ser
Punkt to er, at vi ser vores næste, vores medmenneske. Levitten og præsten ”så” den nødstedte mand, men de handlede ikke på det, de så. De gik forbi. Sådan skal vi også se den enkelte, vi møder på vores vej. Jeg møder måske flere hundrede mennesker på min cykeltur indtil DBI. Den guddommelige strategi og anbefaling i Jesu lignelse er at se én af dem og så handle på det. Hvem som helst kan blive vores næste, vores nærmeste. Men vores kald er at se én i vores nærhed og så give ham eller hende den samme grundige hjælp, som samaritaneren udviser. Nogle gange er ham eller hende, vi skal se, den studerende, der sidder og sumper i kaffestuen, andre gange kan det være hende, vi har været gift med i mange årtier, og atter andre gange kan det være et vildfremmed menneske, som vi møder på vores vej.
Jesus er vores barmhjertige samaritaner
Punkt tre er en indirekte pointe, der også ligger i lignelsen. Jesus svarer på to spørgsmål i sammenhængen: Hvad godt skal jeg gøre for at arve evigt liv? Og – Hvem er min næste? Det sidste spørgsmål har vi set på. Jesu pointe er, at den, vi mindst venter det, kan vise sig at være vores næste. Når det gælder spørgsmålet om at leve det gode liv, sådan at man vinder evigt liv – et klassisk spørgsmål for jøderne og farisæerne – så er Jesu indirekte pointe: Den, som I mindst venter det, kan vise sig at være den, som giver jer evigt liv. Jo mere vi gennemtænker spørgsmålet om, hvad næstekærlighed er i praksis, jo mere finder vi ud af, at vi ikke lever det gode liv. Vi er afskåret fra det gode liv og det evige liv, og hvem skal vi råbe til og sætte vores lid til, når det handler om at få evigt liv. I konteksten er det Jesus selv, der indtager rollen som den barmhjertige samaritaner. Han ser, han ynkedes, han viser barmhjertighed, han handler. De verber, der er brugt om den barmhjertige samaritaner, bruges igen og igen om Jesus selv, og bruges i GT om Gud ser. Så det dybe lag i denne beretning er, at Jesus er vores næste, vores nærmeste, når det handler om at give os evigt liv og hjælpe os ud af de røverhænder, vi selvforskyldt eller uforskyldt er havnet i.